Etape 9 | Aigle - Châtel / Ø-hop på cykel

I dagens etape, fra Aigle to Châtel les Portes du Soleil, bevæger rytterne sig forbi mange af de vestlige Alpers primære geologiske enheder, men vejen er ikke let, hverken for cykelryttere eller geologinteresserede. Du skal forvente en blanding, hvor rytterne får prøvet testet deres udholdenhed på de højeste stigninger vi har set på denne Tour, og med stumper af kontinenter og mikrokontinenter, kontinentalrande, og dybe have der forsvinder og kommer til syne i én stor rodebunke. Rytterne kommer til at bruge det meste af dagen på at cykle op ad bakker, op til dybe havbassiner og kommer kun op efter luft et par gange, på sten fra ældgamle lavvandede have eller fritliggende stumper af kontinentalplade.

En enkel historie

Hvis man spoler tiden 50 millioner år tilbage i denne region af Alperne, vil man se en temmelig enkel geografi bestående af to kontinenter (Europa & Afrika, ’Greater Adria’), to havkontinentale rande, to oceaner og et mikrokontinent (Briançonnais) midt i det hele. Subduktionen af den Europæiske plade under den Afrikanska plade der førte til et sammenstød mellem disse to kontinenter, bragte alle de mellemliggende enheder sammen, formede dem i spektakulære lag (napper) af forkastningsafgrænset foldet sten, og bragte dem til nye omgivelser og lokaliteter. Hvis denne deformation havde været ligetil, som det opsmøgede ærme der blev beskrevet under 6. etape (link), havde det været meget lettere at sammensætte dette puslespil af enheder: hvis vi begynder mod nord og bevæger os sydpå, møder vi:

• A. sten fra det Europæiske kontinent, inklusive yngre sedimentære bjergarter bestående af Alpernes eroderede og transporterede sand og sten (den Molasse der blev beskrevet i gårsdagens post (link), så vel som moræner og udvask fra Alpine gletsjere og iskapper, der engang var langt mere omfattende end nu;
• B. havsedimenter, aflejret ved randen af det Europæiske kontinent  (kendt som de Helvetiske napper);
• C. dybhavssedimenter og oceanbundsplade fra det ældgamle ocean Valais (kaldet de nederste Penniniske napper);
• D. krystallinske bjergarter fra mikrokontinentet Briançonnais (kaldet de mellemste Penniniske napper);
• E. dybhavssedimenter, oceanbundsplade og den øverste del af kappen fra den Alpine del af Tethyshavet (se 11. etape for mere information om disse bjergarter, link) (kaldet de øverste Penniniske napper);
• F. bjergarter fra den nordlige rand af Greater Adria.

Disse enheder og deres geografi er vist på tegningen nedenfor.

Historien er sjældent simpel

I dagens etape besøger rytterne alle de enheder der beskrives ovenfor, bortset fra bjergarter fra den Afrikanske plade, der befinder sig i de sydlige Alper og Dolomitter. Men efterhånden som Touren bevæger sig sydpå fra Bülle til Aigle og op til Châtel, men ruten er ikke en simpel tur fra enhed A til B til C til D og til sidst E. I stedet væver ruten fra enhed A til B til E til B til D til E til C til D til B til A til B og afsluttes på E. Det meste af dagen cykler de gennem ældgamle dybe oceaner og kommer kun lejlighedsvist op efter luft, på øer af parteret mikrokontinent. Vil den pæne og nydelig rækkefølge af GC fra den første uges løb og blive blandet op i dette virvar af kontinentale sammenstød.

Hvorfor så indviklet?

HHvordan kan det være at disse tektoniske enheder er så sammenblandede og tilsyneladende uordnede? Når man forsøger at rekonstruere Alpernes struktur og historie, er det vigtigt at huske på at erosion af floder og gletsjere har fjernet meget af historien om Alpernes deformation, og at mange vigtige spor ligger skjult under overfladen. Geologiske rekonstruktioner af bjergkæder bliver vejledt af geometriske regler og vores forståelse af stenenes mekaniske egenskaber under deformation, så vel som forskellige observationer og forståelse man har opnået ved at studere andre bjergkæder. Analoge modeller af stødbælter og sten-deformeringer (som dem der er beskrevet i 8. etape, link), samt computermodeller og geofysiske undersøgelser af undergrunden, hjælper os med at teste og forfine disse regler og fortolkninger. Husk, fra beskrivelsen af 8. etape (link), at napper og foldebælter oftest vokser fra bunden, således at materiale der har samlet sig på en plade tidligt i dens historie (såsom enhed C, D og E) kan blive transporteret langt væk, foldet igen, og endda parteret af enheder, folder og forkastninger der er kommet til langt senere og længere ned mod pladen (såsom enhed A og B). Erosionen fjerner ofte det sammenhængende spor af enheder eller forkastninger på overfladen og kan endda skabe ’øer’ af eksotiske bjergarter på bjergtinder og ’vinduer’ gennem én nappe til en anden. På den kan en nappe af mikrokontintalskorpe, der begyndte som en ubrudt flade, ende som isolerede stumper på overfladen i et hav af yngre og ældre havsedimenter. Med al denne køren frem og tilbage over oceaner, burde Le Tour måske tilføje en etape for vandcykler.

I study past climate changes in the North Atlantic region. In my research I am using either microfossils (such as dinocysts - remnants of marine protists, comprising an important group of the phytoplankton), or molecular fossils (such as membrane lipids). Changes in both micro- and molecular fossil communities can tell us a lot about the past climate and environmental changes.

Kasia K. Śliwińska

I am an Earth Scientist who harnesses the unique information encoded in the magnetic properties of geological materials to study tectonic, climate, ecological, and environmental processes.

Pete Lippert