|
189 km |
Fladt |
Aquitaine Bassinet og Wilson Cyklusser |
Efter at have forladt Pyrenæerne vil dagens etape føre feltet igennem de bølgende bakker i Sydfrankrig. Denne region er kendt som Aquitaine Bassinet og bliver i dag dræneret af Garonne-floden og dens bi-floder. Landskabet i Sydfrankrig er måske nok roligt, men topografien i undergrunden er langt mere spetakulær.
Aquitaine Basin: as deep as the Marianas Trough
Langs den nordlige rand af Aquitaine Bassinet findes koral-rev fra de tropiske have i Jura-tiden, for cirka 180 millioner år siden, som overlejrer Centralmassivets og det Armoricanske Massiv´s krystallinske grundfjeld. Men i den dybeste del af Aquitaine Bassinet, lige nord for Pyrenæerne, ligger grænsen imellem det krystallinske grundfjeld og de jurassiske kalksten på cirka 11 km´s dybde 
under overfladen. Og på toppen af Pyrenæerne finder vi det samme krystallinske grundfjeld i en højde af 3 km – det er en forskel på 14 km! Til sammenligning: Det dybeste område i Aquitaine Bassinet er lige så dybt som Marianergraven, som er det dybeste sted på Jordens overflade. Mount Everest er ikke engang 9 km højt.
Wilson cyklussen, del 1: opsprækning af kontinenter
Aquitaine Bassinet er faktisk en serie af bassiner staplet oven på hinanden, som opstod på forskellige måder og fortæller en historie fra opsprækning til genforening af kontinenter: den såkaldte ”Wilson cyklus”. De ældste bjergarter i Aquitaine Bassinet som vi kan se på overfladen – de 180 år gamle kalksten langs den nordlige og østlige margin – blev aflejret i et lavvandet hav under rolige forhold. Men dette rolige aflejringsmiljø er vildledende: seismiske linier på tværs af bassinet viser at der i denne periode blev dannet en serie af stejle forkastninger langs hvilke skorpen blev brækket op i store blokke, som skred ned, hver af dem dybere ned end den foregående, med det dybeste punkt mod syd. Sådan en proces med opbrydning af kontinental skorpen kaldes også ”rifting” og kendes i nutiden for eksempel fra den østafrikanske Rift Valley. Disse såkaldte normal-forkastninger blev dannet i en tid, hvor superkontinentet Pangea begyndte at brække op, hvilket ført til dannelsen af Det centralatlantiske Ocean, som adskilte Afrika fra Nordamerika. Mod nord blev Det centralatlantiske Ocean opdelt i to grene, én gik ind imellem Iberia og Nordamerika, som også havde forbindelse til Biscayen, mens den anden gren løb ind i det vestlige Middelhav, imellem Afrika og Iberia og adskilte Adria (som nutidens Po Slette og det nordlige Italien tilhører) fra Europa på det sted hvor det sydlige Aquitaine Bassin var placeret. Da en midt-oceanisk ryg blev dannet i det nye ocean som vi kalder ”Det alpine Tethys Hav”, ophørte opsprækningen i Aquitaine Bassinet og bassinet blev fyldt op med kalksten og sandsten, som blev tilført fra de europæiske landmasser, som udgjorde oceanets passive margin.
Wilson cyklussen, del 2: kontinental kollision
AGammel oceanbund er tungere end jordens kappe og vil synke ned. Denne subduktions-proces vil fortsætte, i én eller flere faser, indtil et kontinent på den indsynkende kontinentalplade kolliderer med et kontinent på den overliggende plade og herved stopper subduktionen. Med hensyn til Pyrenæerne, var denne historie mindre simpel end den er vist i lærebøgerne, og lukningen og åbningen af 
bassinet skete to gange. Hvordan det skete helt præcist bliver stadig diskuteret voldsomt i de forsknings-miljøer, som studerer Pyrenæerne, men normal forkastning og ekstension skete igen i Aquitaine Bassinet for omkring 100 millioner år siden. Men det oceaniske bassin, som opstod imellem Iberia, Sydfrankrig og Adria (Italien) i Jura-tiden er nu forsvundet på grund af subduktion. Denne subduktion førte i sidste ende til dannelsen af Alperne, Apenninerne og – da den kontinentale margin af Iberia var sunket ned under Frankrig – Pyrenæerne. I forbindelse med dannelsen af Pyrenæerne blev Aquitanie Bassinet et såkaldt ”forlandsbassin”. Vægten af Pyrenæerne får skorpen omkring bjergkæden til at bøje ned, hvilket resulterer i en depression. Denne depression bliver så fyldt op med erosions-produkter fra bjergkæden. Erosionsprodukterne fra Pyrenæerne danner en 2 km tyk lagfølge af sedimenter med et totalt volumen på mere end 50.000 kubik kilometer. En stigning i aflejringsraten af disse sedimenter forekom for omkring 25 millioner år siden, omtrent på den tid hvor sammenpresningen af Pyrenæerne stoppede. Aflejringerne der blev dannet på den tid kan ses i den sydlige del af Frankrig tæt på Pyrenæerne og de har givet navn til det tidsinterval i Jordens historie hvorunder de blev dannet, nemlig Aquitanien (23-20 millioner år siden). Og endnu en Wilson Cyklus lukkede cirklen. På det tidspunkt hvor denne blog blev skrevet var start-opstillingen til Tour de France 2022 ikke kendt endnu. Men det kunne være klogt at opstille en cykelrytter med navnet Wilson til denne etape: det kunne nemt blive dagens vinder!
I work on microfossils from the Danish and Norwegian areas. I use them to date million years old rock samples and to interpret the depositional environment of the rock (limnic, shallow marine, deep marine…).
Karen Dybkjær
I am a geologist and I study plate tectonics and the driving mechanisms in the Earth’s mantle, mountain building processes, and the geography of the geological past. I enjoy geological fieldworks all over the world, and translating the results to science and a broad public. Check the TdF-team.
Douwe van Hinsbergen