Etape 5 | Lille - Arenberg / Det flamske bassin og istidsløss

- I samarbejde med Patrick de Wever -

Feltet bevæger sig gennem det nordlige Frankrig, et vidt åbent landskab med enge og landbrug, der står på sedimentære bjergarter fra Paris-bassinet og det Flamske Bassin. Disse bjergarter udgøres for det meste af sandsten og skifer (komprimeret lersten) og kridtsten. Endnu dybere ligger de ældre bjergarter fra Avalonia, blandt andet dioritter - en type granit uden kvarts, som dannes i store magmakamre - der stammer fra silurperioden (for 440 mio. år siden). Disse bjergarter er blevet dækket af lag af løss: vindblæste, meget finkornede og meget frugtbare sedimenter, der er dannet i stepperne syd for istidens gigantiske gletsjere. I det nordlige Frankrig ligger der ikke mange sten på jorden, men de findes lige under overfladen og bliver udgravet i stenbrud.

Konstruktionsgeologi

IStort set overalt i verden kan man få et indtryk af den lokale geologi ved at studere husmure. I 'dårligt eksponerede' områder - hvilket i geologisk forstand betyder, at klipperne tæt på Jordens overflade kun sjældent er synlige - kan man få et ret godt indtryk af undergrundens sammensætningen af ​​ved at se på bygningernes vægge. Måske kan det se lidt pudsigt ud at man står og kigger på facaderne i stedet for udstillingsvinduerne. Du skal dog sikre dig at drejer sig om ’gamle’ bygninger, gerne fra før 1950. Nyere bygninger er konstrueret af bjergarter der kommer fra alle mulige steder i verden. For eksempel er den kunstige ’palmeø’ i de Forenede Arabiske Emirater, bygget af sand der er sejlet ind fra Australien. Det bliver ikke nemt at være geolog om 10 millioner år….

Blå-grå løss giver røde mursten

Den Nordfranske geologi fremgår tydeligt af bygningerne langs dagens etape. ’Rouges-barres’, de rød- og hvidstribede vægge er et kendt landmærke. De består af en række af den lyse hvide kridt-kalksten vi så Calais klipper i går. Ovenpå er der så tre rækker røde mursten lavet af istids-loess. Vidste du forresten, at røde mursten ikke altid bliver fremstillet af rødt ler? Moet løss og ler har en blågrå farve, men når de opvarmes til mere end 700°C oxideres jernmineralerne i leret og farver det rødt. Udover rouge-barre, indeholder væggene ofte blågrå sandten (som bliver brune når de forvitrer). Tagene er lavet af skifer eller tegl, som stort set er det samme, men det førstnævnte er bagt af geologien og det sidstnævnte er bagt af os.

En brostensbelagt vej fra Paris til Roubaix

I dag kommer det dog mest til at handle noget der er et mareridt for de mekanikere, der skal klargøre og reparere cyklerne: de berømte brostensbelagte veje i det nordlige Frankrig. Disse veje, eller 'drèves' (et ord, der stammer fra hollandsk, og som også ligger til grund for ordet 'drive' på engelsk), blev bygget af regionens bønder, som ikke havde lyst at sidde fast i mudderet. De brugte hårde sandsten og endnu hårdere diorit fra Avalonias Silur, den såkaldte 'Henegouwen-porfyr'. Dioritten bliver udgravet i et stenbrud ved den belgiske grænse. 'Porfyr' betyder, at der er ’klumper’ i bjergarten, som i dette tilfælde består af plagioklasemineraler. Disse mineraler var de første til at krystallisere, da magmaen kølede med – og er såkaldte 'phenokrystaller'.

Men også de Nordfranske veje kæmper forgæves mod fremskridtet: Når vejene skal repareres, bruges der i dag sten fra Skandinavien. Desuden er vejene beskyttet, så i flere tilfælde må lokalbefolkningen ikke længere benytte dem. Det må kun cykelrytterne, og de kommer til Frankrig fra hele verden, for at cykle om kap.

I study past climate changes in the North Atlantic region. In my research I am using either microfossils (such as dinocysts - remnants of marine protists, comprising an important group of the phytoplankton), or molecular fossils (such as membrane lipids). Changes in both micro- and molecular fossil communities can tell us a lot about the past climate and environmental changes.

Kasia K. Śliwińska

I am a geologist and I study plate tectonics and the driving mechanisms in the Earth’s mantle, mountain building processes, and the geography of the geological past. I enjoy geological fieldworks all over the world, and translating the results to science and a broad public.

Douwe van Hinsbergen