Etape 2 | Meaux - Provins / Cykeltur på et Oligocænsk ostehjul

Dagens etape fører os 100 meter op på et fladt plateau, der med lidt god vilje ligner et stort ostehjul (Fig 1). Men hvad har det at gøre med geologi? Efter gårsdagens varme og våde ræs i det subtropiske Eocæn, bevæger vores tidsrejsende cykelryttere sig op til den efterfølgende, og helt anderledes geologiske tidsalder.

Dramatisk global klimaafkøling: Fra drivhus til ishus

Oligocæn startede brat for 34 millioner år siden med en dramatisk global nedkøling, som ændrede klimaet fra et drivhus til et ishus. Det var det modsatte modsatte af nutidens opvarmning: CO2 niveauet faldt og det samme gjorde drivhuseffekten. Gennemsnitstemperaturerne faldt med 5-10°C og den enorme Antarktiske iskappe blev pludseligt dannet. Verden blev komplet forandret. Enorme mængder vand blev bundet i ismasserne, havniveauet faldt med 70 meter, og kæmpemæssige landarealer blev blotlagt. Frodige stedsegrønne skove blev til kolde, tørre ørkener og bjergene blev dækket af småbuske og nåletræer. En masse dyr fra Asien, inklusive de største pattedyr der nogensinde har eksisteret (Fig 2), krydsede den nydannede steppe over Eurasien og invaderede Europa.

At nå Oligocæn via Côte de Tigeaux

For at nå frem til Oligocæn, må cykelrytterne stige op ad en stabel sedimentlag i dagens højeste klatretur: Den 135 meter høje “côte de Tigeaux” ved km 15.9. Tidsrejsens hastighed vil være på omkring 1 million år fremad i tid for hver 10 meters stigning. Efter at have forladt de Eocænske strata, passerer de gennem ‘Calcaire de Brie’, et hårdt lag der blev aflejret i en enorm sø der strakte sig fra Paris til Epernay. Så vil de nå ostens øverste skorpe i det smukke ‘Sables de Fontainebleau’. Dette lyse og rene sand stammer fra ældgamle klitter, strande og sandbanker der blev dannet da havet vendte tilbage i en gigantisk bugt, der var større end Baie du Mont Saint Michel.

En stor fejl i Côte de Tigeaux

“Côte de Tigeaux” overlapper med en stor forkastning, et dybt ar i jordens skorpe. Den blev dannet under et sammenstød mellem de ældgamle tektoniske plader Laurussia og Gondwana, der dannede superkontinentet Pangea for omkring 400-300 millioner år siden. Forkastningen blev derefter dækket af sedimentlag i løbet af Oligocæn. Den store sprække der engang adskilte de to halvdele ligger nu gemt under ’osten’. I Oligocæn var der også andre tektoniske plader der bevægede sig. Sammenstødet mellem de Afrikanske og Iberiske tektoniske plader og Europa skabte Alperne og Pyrenæerne, samtidig med at med at det også dannede store revner  i osteskorpen (Fig 3). Men dette påvirkede nu ikke vores region særlig meget. De aflejrede lag blev ikke forskudt, knækket eller foldet. De forblev flade og ligger heldigvis stadig fladt den dag i dag. Faktisk kører cyklisterne på den samme overflade som dengang i Oligocæn, blot er klimaet blevet koldere og dyrene har ændret sig. Nogen af dem kører på cykel!

I study past climate changes in the North Atlantic region. In my research I am using either microfossils (such as dinocysts - remnants of marine protists, comprising an important group of the phytoplankton), or molecular fossils (such as membrane lipids). Changes in both micro- and molecular fossil communities can tell us a lot about the past climate and environmental changes.

Kasia K. Śliwińska

I focus on understanding how geodynamics, climate and life interact during major changes of our Earth evolution. Check the Geo-TdF-team-2022.

Guillaume Dupont-Nivet